Hvad er forskellen mellem CGM og BGM?
Både BGM og CGM giver oplysninger om glukoseniveauer.
De vigtigste forskelle mellem dem er:
Hyppigheden af målinger. Hyppigheden af, hvor ofte der måles glukoseværdier, er forskellig mellem BGM og CGM. Med BGM måler personer med diabetes måske sine blodsukkerniveauer flere gange om dagen, normalt før måltider og sengetid, afhængigt af hvilken type diabetes de har, og hvilken medicin de får. Med CGM måles glukoseniveauerne kontinuerligt. De glukoseniveauer, der måles af sensoren i huden, overføres hvert 5. minut og lægges sammen, så de kommer til at udgøre en glukosekurve. Dette giver et samlet billede af glukoseniveauerne i hele det tidsrum, patienten bærer sensoren.
Måling af glukoseniveauer i blod eller i vævsvæske. BGM og CGM adskiller sig også fra hinanden i, hvordan glukoseværdierne måles. BGM måler glukose i kapillærblod, der udtages fra fingerspidserne (eller en gang imellem fra andre steder, såsom håndfladen). Sensoren i CGM-løsningen anbringes derimod i huden, eller mere præcist i fedtlaget under huden (underhudsvæv). Her måles glukoseniveauet i væsken mellem cellerne (vævsvæske)
Forskellen i målingsstedet (blod eller subkutant fedtvæv) er en af grundene til, at BGM- og CGM-værdierne ikke stemmer overens på noget specifikt tidspunkt. BGM reagerer hurtigere på ændringer i glukosekoncentrationer end CGM, da ændringer i glukoseniveauerne i vævsvæske er længere tid om at manifestere sig.