Om CGM
Hvad er forskellen mellem CGM og BGM?
Både BGM og CGM giver oplysninger om glukoseniveauer.
De vigtigste forskelle mellem dem er:
Hyppigheden af målinger. Hyppigheden af, hvor ofte der måles glukoseværdier, er forskellig mellem BGM og CGM. Med BGM måler personer med diabetes måske sine blodsukkerniveauer flere gange om dagen, normalt før måltider og sengetid, afhængigt af hvilken type diabetes de har, og hvilken medicin de får. Med CGM måles glukoseniveauerne kontinuerligt. De glukoseniveauer, der måles af sensoren i huden, overføres hvert 5. minut og lægges sammen, så de kommer til at udgøre en glukosekurve. Dette giver et samlet billede af glukoseniveauerne i hele det tidsrum, patienten bærer sensoren.
Måling af glukoseniveauer i blod eller i vævsvæske. BGM og CGM adskiller sig også fra hinanden i, hvordan glukoseværdierne måles. BGM måler glukose i kapillærblod, der udtages fra fingerspidserne (eller en gang imellem fra andre steder, såsom håndfladen). Sensoren i CGM-løsningen anbringes derimod i huden, eller mere præcist i fedtlaget under huden (underhudsvæv). Her måles glukoseniveauet i væsken mellem cellerne (vævsvæske)
Forskellen i målingsstedet (blod eller subkutant fedtvæv) er en af grundene til, at BGM- og CGM-værdierne ikke stemmer overens på noget specifikt tidspunkt. BGM reagerer hurtigere på ændringer i glukosekoncentrationer end CGM, da ændringer i glukoseniveauerne i vævsvæske er længere tid om at manifestere sig.
Om Accu-Chek® SmartGuide enheden
Hvordan virker sensoren?
CGM-sensoren måler glukoseværdier i underhudsvævet. Alle sensorerne har en brugstid på op til 14 dage og skal indledningsvist kalibreres ved hjælp af et blodsukkerapparat.
Hvert 5. minut sender sensoren CGM-værdier til mySugr glukoseindsigter via Bluetooth® Low Energy. mySugr glukoseindsigter viser glukoseværdierne og relaterede statistikoplysninger, der er relevante for diabeteskontrol.
Hvorfor er sensorens holdbarhed så kort?
Grunden til, at den indledende holdbarhed er så kort, er ikke et problem med kvaliteten, men at der skal genereres flere data for at sensorens fulde forventede levetid kan sikres.
Kan jeg tage et brusebad eller et bad eller tage en svømmetur med sensoren på armen?
Ja, sensoren er beskyttet mod effekten af midlertidig nedsænkning i vand til en dybde af 1 m i op til 60 minutter (den har en IP28W-klassificering [beskyttelsesgrad mod indtrængning eller international beskyttelsesklassificering på 28, der beskytter effektivt mod faste genstande som fingre eller lignende samt nedsænkning ned til 1 meters dybde]).
Der er dog risiko for, at klæbemidlet ikke holder så godt i vand, så det anbefales at bruge ekstra vandtæt tape, hvis du skal ud at svømme.
Kan sensoren bæres, når der tages et røntgenbillede eller under en CT- eller MRI-scanning?
Nej, sensoren skal fjernes, før du går ind i medicinske behandlingsområder med elektromedicinsk højeffektudstyr, for eksempel MRI, CT, røntgenudstyr, strålebehandling eller diatermi.
Hvordan skal sensoren opbevares?
Sensoren skal opbevares ved temperaturer mellem 2 og 27 °C.
Op til hvilken højde over havets overflade virker sensoren uden fejl?
Hvis du planlægger at tilbringe tid i store højder, skal du være opmærksom på, at sensoren kun er garanteret til at virke i en højde op til 3000 m. Du skal også klarlægge den tilladte funktionshøjde over havets overflade for det blodsukkerapparat, du medbringer.
I hvilket temperaturområde fungerer sensoren?
Sensorens driftsbetingelser er følgende:
Temperaturområde. 10–40° C (tiden, det tager at varme sensoren op fra 2–10° C, er under 17 minutter)
Luftfugtighedsområde. 15–90 % (ikke-kondenserende, vanddamps partialtryk mindre end 50 hPa)
Er der nogen helbredsfaktorer, der kan påvirke sensoraflæsningerne, for eksempel dehydrering, feber og allergiske reaktioner (enten på målingsstedet eller systemisk) eller kostændringer, som f.eks. ekstreme keto-diæter?
Helbredsrelaterede faktorer, som f.eks. de nævnte, kan føre til usikkerhed med hensyn til behandlingen af diabetes i al almindelighed. Dette vil ikke nødvendigvis kunne tilskrives brugen af en bestemt CGM-løsning. I tvivlstilfælde anbefales det overordnet set, at udføre yderligere glukosemålinger.
Hvad er sensorens størrelse?
Sensor-/transmitterplasteret, der sidder over huden, har en diameter på 33,3 mm uden hæfteplasteret.
Sensornålen, der sidder under huden, har en længde på cirka 8,5 mm.
På hvilke dele af kroppen skal sensoren påføres?
Sensoren må kun påføres på bagsiden af overarmen. På pakningsindlæget er der et billede, der viser det korrekte påføringssted.
Kan sensoren indføres på en tatovering på huden?
Vi anbefaler kraftigt, at du vælger at indføre sensoren på et område af huden, hvor der ikke er tatoveringer. Der foreligger ingen tilgængelige erfaringer med eller data om brugen af Accu-Chek® SmartGuide enheden på hud med tatoveringer, så vi kan ikke garantere hverken sensor-performance eller -sikkerhed på sådanne områder.
Hvad er sensorens opvarmningstid, og hvor længe varer dette tidsrum?
Når sensoren første gang indføres i kroppen, varmer den op og fyldes med vævsvæske. Den kan ikke overføre pålidelige glukosedata, indtil denne fase er gennemført. Dette tidsrum kaldes for opvarmningstiden og tager 60 minutter, hvorefter sensoren overfører CGM-værdier hvert 5. minut.
Hvor lang tid før sensorudløb, modtager bæreren en notifikation fra appen?
Sensoren ophører automatisk med at fungere og stopper med at sende data efter 14 dages brugstid. Det er muligt at modtage advarsler om sensorudløb 48, 25 og 2 timer, før sensoren udløber. mySugr glukoseindsigter sender en notifikation til bæreren om, at sensoren snart udløber, og at de skal påføre en ny.
Hvis en person med diabetes for eksempel påfører sensoren ved frokosttid, får de så en alarm ved midnat?
Notifikationen kommer efter 12 timer, uanset tidspunktet på dagen. Men hvis brugeren slukker for alarmen, vil de ikke blive forstyrret under søvnen.
Hvordan skal en bruger dosere insulin, mens de venter på, at sensoren bliver kalibreret?
For at minimere antallet af blodsukkermålinger anbefaler vi, at indføre sensoren om aftenen, så den kan kalibreres om morgenen, da der ikke er behov for insulindosering om natten (og alarmerne er stadigt aktive i Trend-tilstand).
Bliver Accu-Chek® SmartGuide enheden også tilgængelig for børn?
På nuværende tidspunkt kan Accu-Chek® SmartGuide enheden ikke anvendes på pædiatriske patienter og er derfor kun tilgængelig for personer med diabetes fra alderen 18 år og opefter.
Vi anerkender, at det kunne være relevant at gøre Accu-Chek® SmartGuide enheden tilgængelig for børn med diabetes, men vi ønsker ikke at kommentere på tidslinjer for udviklingsaktiviteter. Vi lover dog at holde jer opdateret, når vi har flere oplysninger tilgængelige.
Kan sensoren pardannes mere end en gang (for eksempel hvis en person med diabetes mister sin telefon)?
Hvis du mister din telefon, eller hvis den går i stykker, skal du downloade mySugr appen til din nye telefon og logge på med din eksisterende konto. Indstillingerne (f.eks. målområder, enheder osv.) og data, der er op til 6 måneder gamle, vil blive gendannet fra din eksisterende konto på den nye telefon. Du kan derefter enten pardanne en ny sensor eller pardanne din nuværende sensor, hvis der stadig er brugstid tilbage på den.
Hvordan fjerner jeg sensoren?
1. Begynd at trække hæfteplasteret af sensorens flade side.
2. Kontrollér sensorens bagside. Sørg for, at sensorens følerelement er helt fjernet fra påføringsstedet, efter du har fjernet sensoren. Kontrollér påføringsstedet med en finger eller visuelt. Hvis følerelementet forbliver i huden, eller hvis påføringsstedet føles unormalt (for eksempel ømt, hævet eller rødt), skal du kontakte sundhedspersonalet.
Kan jeg bruge sensoren på rejser?
Ja, sensoren kan bruges på rejser. Du skal huske at pakke opladerkabel og/eller en powerbank, så du kan være sikker på, at din smartphone altid har strøm, særligt på lange rejser. Du skal også medbringe dit blodsukkerapparat til kalibrering og som backup.
Hvis flytilstand er aktiveret på din mobile enhed, kan Bluetooth® være automatisk deaktiveret, så mySugr glukoseindsigter ikke kan kommunikere med sensoren. Både iOS- og Android-enheder husker, om Bluetooth® var aktiveret eller deaktiveret i flytilstand og vender tilbage til den tilstand, næste gang du aktiverer flytilstand. Hvis flytilstand er aktiveret, vises det normalt på statusbjælken.
Hvis Bluetooth® er deaktiveret i flytilstand, skal du tænde for Bluetooth®. Du finder flere oplysninger om, hvordan du gør det i brugsanvisningen til din mobile enhed.
Jeg modtager dialysebehandling. Kan jeg bruge Accu-Chek® SmartGuide enheden?
Nej, enheden bør ikke bruges af personer, der modtager dialysebehandling.
Om mySugr glukoseindsigter
Hvem kan bruge mySugr glukoseindsigter?
mySugr glukoseindsigter er udviklet til følgende brugere:
•Voksne på 18 år eller ældre med diagnosen diabetes.
•Brugere under vejledning af en læge eller andet sundhedspersonale.
•Brugere som fysisk og mentalt er i stand til selvstændigt at administrere diabetesbehandlingen.
•Brugere som mestrer brugen af en kompatibel mobil enhed.
•Brugere som kan læse oplysningerne, der vises på den kompatible mobile enhed.
Hvad er lagringspladsen?
mySugr appen gemmer CGM-levetidsdata og data fra mySugr Dagbog, så længe der er tilstrækkelig lagerplads på den mobile enhed. Data, der gemmes af mySugr appen på din mobile enhed, er krypterede.
Hvilke oplysninger bliver delt?
mySugr glukoseindsigter udveksler følgende data med Accu-Chek® Care platformen:
- CGM-data.
- Data fra mySugr Dagbog.
- Fejlmeddelelser.
- Vedligeholdelsesmeddelelser.
- Advarsler.
- Brugerindstillinger (for eksempel målområder).
mySugr glukoseindsigter gendanner data fra de sidste 6 måneder fra din konto, når du logger på.
Brug ikke gendannede data til at træffe beslutninger om behandling, som f.eks. insulindosering. Brug kun aktuelle data fra en forbundet sensor til at træffe beslutninger om behandling, som f.eks. insulindosering.
Hvorfor viser mySugr glukoseindsigter ikke mine CGM-værdier?
Det kan skyldes følgende grunde:
- Bluetooth® kan være deaktiveret: Sørg for, at Bluetooth® er aktiveret på din mobile enhed.
- Sensoren kan være uden for rækkevidde: Afstanden mellem sensoren og din mobile enhed må ikke være mere end maks. 6 meter (i lige linje).
- Sensoren er muligvis stadig ved at varme op: Vent, indtil opvarmningstiden er forbi.
- Sensoren er muligvis for varm: Flyt til køligere omgivelser, eller afskærm sensoren.
- Sensoren er muligvis for kold: Flyt til varmere omgivelser.
- Du er muligvis logget af din konto: Log på din konto igen. Bemærk: På en Android-enhed, skal du bruge serienummeret og den 6-cifrede PIN-kode til at genoprette forbindelsen til den samme sensor. Du finder flere oplysninger i kapitlet Oprettelse af forbindelse til din sensor.
- Det er måske tid til at udskifte din sensor: Tryk på Forbindelser på fanelinjen, og kontrollér din sensors aktuelle status.
- Der kan være en alarm eller en notifikation, du skal reagere på: Kontrollér meddelelsesområdet på startskærmen. Hvis batteriet i din sensor f.eks. er tomt, kan du finde en tilsvarende notifikation i meddelelsesområdet.
- Hvis strømsparetilstand aktiveres, bliver nogle baggrundsprocesser deaktiveret for at spare på batterieffekten i din mobile enhed. Strømsparetilstand påvirker også kommunikationen med din sensor. Hvis strømsparetilstanden er aktiveret, vises dette normalt på statusbjælken.
For at sikre at mySugr glukoseindsigter kan kommunikere med din sensor, skal du deaktivere strømsparetilstanden. Yderligere oplysninger om, hvordan du gør dette, finder du i brugsanvisningen til din mobile enhed.
mySugr glukoseindsigter modtager din aktuelle CGM-værdi hver 5. minut. Hvis mySugr glukoseindsigter ikke viser CGM-værdier i mere end 20 minutter uden at udsende en notifikation eller alarm på startskærmen, skal du kontrollere din enheds oplysningsskærm. Og ellers skal du kontakte kundeservice og fjerne sensoren, hvis du bliver bedt om det.
Hvorfor viser mySugr glukoseindsigter ikke nogen prognoser?
Det kan skyldes følgende grunde:
- Der er muligvis ikke tilstrækkeligt med data: Kontrollér, at sensoren og mySugr glukoseindsigter fungerer korrekt. Der er brug for mindst 1 times kontinuerlig data, for at mySugr glukoseindsigter kan give dig den indledende glukoseprognose for de næste 2 timer.
- Hvis du ligger over 400 mg/dL (22,2 mmol/L) eller under 70 mg/dL (3,9 mmol/L).
- Der er muligvis ikke forbindelse til internettet: Sørg for, at din mobile enhed har forbindelse til et sikkert Wi-Fi®- eller mobilnetværk.
- Teknisk fejl.
Hvordan påvirker loggede insulin- og kulhydratværdier prognosen?
Prognosen tager højde for det, når du logger insulin og kulhydrater. Det tager 20 minutter at opdatere, og i det tidsrum er den viste prognose begrænset til 20 minutter ad gangen. Den fulde visning genoptages 20 minutter efter logningen af dataene.
De viste CGM-værdier stemmer ikke overens med, hvordan jeg har det. Hvad skal jeg gøre?
Du må ikke ignorere symptomer på lavt eller højt glukoseniveau, og du må ikke ændre din behandling uden at tale med sundhedspersonalet. Gør følgende, hvis din CGM-værdi ikke stemmer overens med, hvordan du har det:
Mål dit blodsukker ved at udføre en fingerpriktest med et blodsukkerapparat.
Udfør endnu en fingerpriktest med dit blodsukkerapparat for at udelukke et forkert måleresultat.
Hvis måleresultaterne fra dit blodsukkerapparat gentagne gange ikke svarer til, hvordan du føler dig, skal du kontakte sundhedspersonalet.
Skal enheder, der er kompatible med mySugr glukoseindsigter, være kompatible med Accu-Chek SmartGuide sensoren?
Appen og sensoren er forbundet via Bluetooth® Low Energy-teknologi. Din smartphone skal understøtte Bluetooth® Low Energy 5.0 eller nyere for at kunne fungere sammen med sensoren.
Er mySugr glukoseindsigter kompatibel med den nyeste version af operativsystemet?
Ja. mySugr glukoseindsigter er kompatibel med iOS-version 17.2 og nyere og med Android-version 11.0 og nyere. Ældre versioner af operativsystemer på en smartphone er ikke kompatible med mySugr glukoseindsigter. mySugr appen må ikke bruges på enheder, der er jailbroken eller rootede, eller som er i fejlretnings- eller udviklertilstand. Disse tilstande kan forringe enhedens sikkerhedsniveau og gøre den sårbar over for uautoriseret adgang og sikkerhedstrusler.
Kan jeg bruge mit smartwatch sammen med mySugr glukoseindsigter?
Hvis du bruger en iPhone, kan du bruge mySugr glukoseindsigter sammen med et Apple Watch. WatchOS-versionen skal være watchOS 9 eller nyere. Andre smartwatches er ikke kompatible med mySugr glukoseindsigter.
Når Apple Watch er forbundet med din iPhone, kan du se følgende oplysninger på dit Apple Watch:
- Seneste CGM-værdi.
- Trendpil.
- Trendgraf.
Sørg for, at notifikationer er aktiveret i mySugr appen, og aktivér videresendelse af notifikationer fra mySugr appen til dit Apple Watch, så du kan modtage fejl-, vedligeholdelses- og advarselsmeddelelser samt påmindelser direkte på dit Apple Watch.
Bliver mySugr kompatibel med CGM-sensorer fra andre produktlinjer på et tidspunkt?
Vi arbejder hele tiden på at videreudvikle mySugr appen, men vi ønsker ikke at kommentere på tidslinjer for udviklingsaktiviteter.